PUL - brugt mange steder, men hvad er det?

Alle der er bruger stofbleer – og mange andre – kender begrebet PUL; enten i blebukser, hagesmække, tisseunderlag eller noget helt fjerde. PU – eller polyurethan – er et vandtæt syntetisk stof der bruges til at laminere forskellige materialer med (L´et i PUL står for Laminat).

Tekstiler behandles med PUL på forskellig vis, alt efter hvad de skal bruges til. Det helt klassiske er, at man ved varmebehandling ”smelter” et lag PUL på et stykke tekstil, der så bliver vandtæt på den ene side, men blødt på den anden. En anden metode er at lægge lamineringen mellem to lag tekstil, der så har en vandtæt kerne, det er set i f.eks. lagner.

 

I min let stofble-fikserede verden bruges PUL oftest i forbindelse med blebukser, men en hurtig søgning på Google viste at stoffet bruges til alt muligt; bl.a. læder, tekstil, plast, gummi og glas. Sidst nævnte syntes jeg personligt var lidt pudsigt, da glas vel ikke behøver en vandtæt belægning?

Når man polyurethan-laminerer glas giver det glasset en stærkere overflade, en bedre akustik og det kan endda bruges til at skærme for solen…hmmm, så har man lært det med :)

 

PUL-tekstiler blev i første omgang udviklet til hospitalsbrug, hvor det da også stadig bliver brugt til mange forskellige formål, f.eks. madrasbetræk. Det er et superstærkt materiale der kan holde til rigtig mange gange vask og det gør at mange af de ting man tidligere har haft som ”engangs” kan laves i tekstil og dermed holde længere. PUL-tekstiler kan endog tåle autoenklave-behandling, hvor man steriliserer ved meget høj varme.

 

Nåh, men tilbage til vores egen verden og blebukserne… De fleste stofblebukser i dag er enten lavet af uld eller PU belagt tekstil (ofte polyester). Det ene er jo naturligt og det andet kan man måske nok stille spørgsmål ved.

Men alt andet lige er det unægtelig nemt med de tynde PUL-blebukser! PUL er ikke biologisk nedbrydeligt, men blebukser i materialet må nok alligevel betragtes som noget mere miljøvenlige end engangsbleer, da de kan genbruges rigtig mange gange – og opvejer man 10-15 par blebukser mod 6-7000 engangsbleer er regnestykket let at overskue.

 

PUL fås normalt i flere tykkelser, fra 1 mil som er ca. 0,025 mm (1/1000 tomme) Til blebukser bruger man som regel de meget tynde lag på 1 eller 2 mil, hvor de vigtigste forskelle på de to er at den tyndere er mere åndbar, og den tykkere mere holdbar. Men begge dele er fuldstændig vandtætte, og efter hvad jeg kan læse mig til er det ofte den tyndere der bruges til blebukser.

 

Der er forskellige meninger om PUL og om eventuelle miljømæssige problemer. Polyurethan er et såkaldt polymer, der er udviklet fra råolie. Og hvor jeg ikke har kunnet finde noget tegn på at stoffet i sig selv er skadeligt, så er selve den kemiske produktion af PUL tvivlsom set med miljømæssige øjne. I flere led inden råmaterialet bliver til PUL, gennemgår det stadier hvor det indeholder skadelige stoffer – så selvom det måske er sikkert at bruge i det endelige produkt, er produktionen ikke miljøvenlig. Men nu er jeg ude i noget jeg skal undersøge nærmere, og som sikkert kan fylde en hel artikel i sig selv... :)

 

Skal man komme med en konklusion vil det være, at det optimale vil være at begrænse brugen af PUL ved at bruge blebukser i uld, men jeg kan som sagt ikke umiddelbart finde nogen steder hvor materialet bliver mistænkt for at være skadeligt – og vi bliver nok også ved med at bruge det herhjemme, selvom de håndstrikkede blebukser også er i høj kurs! :) 

 

Kilder - og mulighed for at læse endnu mere…